Mikkels første skoledag
Den første ud af cirka 2000 skoledage kan være en nervepirrende oplevelse – både for børnene og for forældrene
Tekst: Morten Bruun | Foto og video: Jan Sommer
Vi skruer tiden tilbage til 15. august. Klokken er tæt på halv
ni på denne solrige tirsdag morgen, da seks-årige Mikkel dukker op
foran Nørrebjergskolen i Odense. Han holder sine forældre i hånden,
og på ryggen bærer han en skoletaske, der både er ny og mægtig.
Familien passerer de to dannebrogsflag ved hovedindgangen og går
ned ad den lange gang ned til det klasselokale, hvor Yngste B
holder til. Da de er næsten halvvejs, drejer Mikkel hovedet og
kigger sig i et splitsekund tilbage. Som om han lige skal sige
farvel til det kendte og trygge, før han få øjeblikke senere for
alvor tager hul på et nyt kapitel i sit liv:
Første skoledag. Den første af de rundt regnet 2000 skoledage,
der venter de næste mange år.
- Velkommen, Mikkel. Du er godt nok skoleklar, siger klasselærer
Dorthe Hjorth ved synet af drengens frejdige smil og det
imponerende tornyster.
- Det håber vi da, at han er. I går sagde han nej til at komme i
skole. I morges sagde han ja, svarer Mikkels far.
Også nyt for forældrene
Sandheden er, at den klejne knægt dårligt nok er klar over, hvad
det handler om. Han er en af de 865 drenge og piger med særlige
vidtgående behov, som landet over tog hul på deres skolegang i
august i år.
Mikkel lider af blandt andet voldsom epilepsi og får medicin i
store doser, og selv om han eksempelvis er kvik ved computeren, er
han mentalt som en tre-årig.
Det er derfor, han nu er elev på Nørrebjergskolen. En
specialskole, der ikke alene er vant til at håndtere de 140 fysisk
og psykisk udviklingshæmmede elever, der alle har svært - nogle
endda umådelig svært - ved at tilegne sig de gængse færdigheder som
dansk og matematik. Skolen er også vant til at håndtere forældrene,
der ofte er usikre og spændte og bekymrede over, hvordan deres børn
klarer skiftet til en ny hverdag.
Eller som klasselærer Dorthe Hjorth formulerer det:
- Det er ikke kun børnene, der har første skoledag. Det er også
forældrene, der starter i skolen.
> Se billederne fra
Mikkel første skoledag
Adfærd er det vigtigste
I virkeligheden er det ikke epilepsien og de hyppige anfald, der
bekymrer Jesper Nielsen og Malene Westergaard mest. Det er "alt det
andet", der er med i Mikkels bagage:
- Han kan ikke koncentrere sig og sidde stille, og det er et
held, han aldrig er kommet alvorligt til skade. I første omgang
håber vi, at han kan lære noget om struktur og adfærd. At sidde
stille og spise og forstå, at han ikke skal smide med ting, lægge
hånden på en glohed kogeplade og kravle op på en reol og råbe "kom
mor".
- Hvis det lykkes, er der håb om, at han også lærer noget. Lige
nu er det ikke nødvendigt med de store regnestykker, siger
forældrene.
De deltog i Nørrebjergskolens praktikdage før sommerferien og
har "en god mavefornemmelse" af stedet. De tror, Mikkel kommer til
at trives i Yngste B, som rummer 10 elever fra 0.-3. klasse.
Og mens Mikkel fra første sekund kaster sig ud i det nye - han
undersøger tre bøtter med modellervoks sammen med klassens ældste
dreng Jonas - gør Dorthe Hjorth sit til, at forældrene også skal
føle sig velkomne.
Hun viser dem blandt andet det bord, hvor Mikkel skal sidde i
fællestimerne. Det er skubbet helt op i et hjørne og placeret bag
en skærm, så han kan koble fra, når han brug for det. Men han er
samtidig i kontakt med de andre elever, og det er nyt. I børnehaven
var det ofte nødvendigt at isolere ham fra de andre børn.
Klar til første flueben
I Yngste B er det blevet tid til at isolere alle de forældre, der
er dukket op, over en kop kaffe og et rundstykke, mens elever og
lærere sætter sig på gulvet og holder årets første
morgensamling.
Her bydes de i alt tre nye elever velkommen til, de vender
sommerens ferieoplevelser, synger et par sange og laver en lille
bogstavleg - og samtidig observerer Dorthe Hjorth, at Mikkel
vitterligt har svært ved at sidde stille. Han både går og kravler
rundt om de andre, før han putter sig ind til medhjælperen Marie
Greve og finder ro.
- Vi skal i første omgang give Mikkel tryghed og gøre ham
fortrolig med vores rutiner og rammer. Det er okay, at han rejser
sig, hvis der er et formål med det. Og det er der, hvis vi for
eksempel beder ham hente kassen med vores sangbøger. På den måde
kommer han op at stå en gang i mellem, siger hun og tilføjer:
- Når han kan sidde stille i rundkredsen, kan vi sætte det
første flueben.
De skal nok nå det. Der er 1999 skoledage endnu …